Frederik Møller stod i døråbningen til baghaven med ansigtet forvredet af raseri. Hans stemme skar gennem morgenluften som en kniv, da han råbte efter barnepigen. Astrid løftede blikket fra sandslottet, hun byggede med Clara og Agnes, og hendes hjerte bankede hurtigere. Hun havde kendt Frederik i to år, men aldrig set ham sådan.
”Clara, Agnes, indenfor. Nu,” brølede han. De to piger klamrede sig til Astrid, som om hun var deres sidste redningsplanke. Agnes begyndte at græde, mens Clara stillede sig beskyttende foran sin lillesøster.
Frederik beskyldte Astrid for at have fyldt hans døtres hoveder med information om hans forretninger og for at have lyttet til hans telefonsamtaler. Hun forsøgte at forklare, men han ville intet høre. ”Du har en time til at pakke dine ting og forsvinde,” sagde han med isnende kulde. ”Og jeg vil aldrig se dig i nærheden af mine døtre igen.
”
Clara trådte frem med tårer i øjnene. ”Far, hvis Astrid går, går vi også. ”
Agnes kastede sig om halsen på Astrid og skreg, at hun elskede hende. Selv husbestyrerinden, Kirsten, græd, mens hun så på.
Men Frederiks stolthed var stærkere end fornuften. Han vendte sig om og gik. Tre dage gik. Villaen føltes tom og kold.
Clara nægtede at tale med sin far. Agnes græd hver nat og krammede en knækket perlekæde, som Astrid havde givet hende. Frederik kunne ikke sove, men han nægtede at indrømme, at han havde begået en fejl. En nat hørte han sine døtre hviske inde på deres værelse.
Clara havde taget en lyserød notesbog frem og skrevet en plan for at finde Astrid. De delte al den information, de havde om hendes liv, hendes mor, og hvor hun boede. Frederik stod uden for døren og lyttede med rystende hænder. For første gang i tre dage græd han, men ikke af selvmedlidenhed, men af smertefuld forståelse.
Hans døtre var modigere end ham. Næste morgen stillede Clara spørgsmål til Kirsten om, hvordan man kom til Sankt Hans Kvarteret. Hun lod, som om det var et skoleprojekt, men hun samlede oplysninger om busser og ruter. Frederik spændte sig, da han hørte Astrids navn, men sagde intet.
Senere hørte pigerne deres onkel Thomas tale med deres far. Thomas sagde, at det var det rigtige at fyre Astrid, men Frederik svarede, at hans døtre var knuste. ”Find pigen, undskyld, og bring hende tilbage,” sagde Thomas. ”Det er ikke så simpelt,” svarede Frederik.
”Hvis jeg indrømmer, at jeg tog fejl med Astrid, bliver jeg nødt til at indrømme, at jeg har taget fejl med mange andre ting også. ”
Da de voksne gik, hviskede Clara til Agnes: ”Far ved, at han tog fejl. Men han er for bange til at gøre noget ved det. Så må vi være modigere end ham.
”
Lørdag tog Kirsten pigerne med i indkøbscenteret under dække af at købe en gave til Frederik. Mens Agnes distraherede Kirsten, listede Clara væk og fandt busstoppestedet. En ældre mand fortalte hende, at turen til Sankt Hans Kvarteret tog to timer og kostede 20 kroner pr. person.
Hun beregnede hurtigt, at de havde penge nok sammenlagt. Da de kom hjem, sad Frederik i baghaven og kiggede på det ufærdige sandslot. Agnes løb hen til ham med gaven. Frederik fik tårer i øjnene, da Clara sagde, at slipset havde samme farve som hans øjne, når han var ked af det.
Han indrømmede over for pigerne, at han savnede Astrid, og at han måske skulle finde en måde at bringe hende tilbage på. Pigerne udvekslede et hemmeligt blik. De vidste præcis, hvor hun var. Søndag morgen, da Kirsten var i kirke og Frederik til forretningsmøde, forlod de to piger villaen gennem bagdøren.
De tog to busser gennem byen og nåede Sankt Hans Kvarteret. De fandt Astrids hus med den grønne dør og bankede på. ”Astrid! ” råbte Agnes.
”Det er os. Vi er kommet for at hente dig. ”
Da døren åbnede, så de Astrid med hævede øjne. Hun havde grædt hele ugen.
Hun krammede dem hårdt, mens hun hulkede og spurgte, hvordan de var kommet der. De fortalte hende, at de havde hørt onkel Thomas’ telefonsamtale om penge, og at det var dem, der havde stillet spørgsmålene om finansielle ting, ikke Astrid. Frederik havde taget fejl. Astrids mor, fru Johanne, kom ind i stuen og blev rørt over synet af pigerne.
I det øjeblik ringede telefonen. Det var Frederik, desperat og panisk. Clara tog telefonen og fortalte ham hele sandheden. Da han hørte, at Astrid havde været uskyldig hele tiden, bad han om at blive sat på højttaler.
Gennem telefonen undskyldte han igen og igen. Han indrømmede, at han havde begået sit livs største fejl, og han bad hende om at lade ham hente dem. Astrid kiggede på pigerne, som så på hende med håb i øjnene. ”Jeg tror, det er tid til, at vi alle tager hjem sammen,” sagde hun.
Frederik kom kørende og tog dem med tilbage til villaen. Han bad Astrid om tilgivelse, og hun gav den. Fru Johanne blev inviteret til at bo hos familien for at få den bedste lægehjælp. Astrid fik ikke bare sit job tilbage, hun blev en del af familien.
Frederik tog hende til side og tilbød hende en permanent plads i deres liv, ikke som ansat, men som storesøster, tante og datter. Uger senere sad familien til en særlig middag. Frederik skålede for pigerne, der havde reddet hele familien. Clara skrev en seddel til sin far, hvor hun sagde, at hun var stolt af ham, og at mor ville være stolt over, at familien nu var større og gladere end før.
I haven plantede Astrid blomster med pigerne, mens fru Johanne sad på bænken og strikkede. Frederik stod i vinduet og følte, at hans hjerte var helet. Clara lukkede sin dagbog den aften med en sidste besked: ”Mission fuldført. Tante Astrid er hjemme for altid.
Far lærte at sige undskyld, og vi beviste, at små piger kan gøre meget store ting, når de virkelig elsker. ”