Erik Schmidt kørte sin Rolls-Royce Phantom ned ad hovedgaden i Hellerup, da motoren pludselig begyndte at hoste. Han trykkede på speederen, men bilen reagerede ikke. Så røg der en tyk, sort sky op fra motorhjelmen, og bilen standsede med et ryk midt på vejen. Erik kiggede i bakspejlet og så en kilometerlang kø af biler bag sig.
Folk dyttede, råbte og filmede med deres mobiltelefoner. Han kunne høre latter og hånlige kommentarer gennem de lukkede ruder. Erik var ikke vant til dette. Han ejede Schmidt Luksusbiler, en af landets største importører af dyre biler, og nu stod hans egen bil og lavede scener foran alle.
Han bankede i rattet og mumlede: ‘Det her kan ikke ske for mig. ‘ Sveden løb ned ad panden, selvom airconditionen arbejdede på højeste blus. Han tog telefonen og ringede til forhandleren. ‘Jeg har brug for en bugseringsvogn med det samme.
Min Phantom er gået i stå på hovedgaden,’ sagde han med raseri i stemmen. ‘Hr. Schmidt, vores specialiserede bugseringsvogn er i drift. Det kan tage op til to timer,’ svarede operatøren roligt.
‘To timer? Er du sindssyg? Jeg bliver ikke stående her og bliver til grin i to timer! ‘ råbte Erik og smækkede røret på.
Han så i bakspejlet, hvordan folk grinede og pegede. Nogle råbte: ‘Se, det er ham fra bilforretningen! ‘ Han følte sig magtesløs og ydmyget. Det var da der blev banket på vinduet.
Erik vendte sig med et arrigt blik, klar til at skælde ud. Uden for stod en dreng på omkring tolv år. Drengen var beskidt, med fedtet hår og en gammel, hullet t-shirt. Men øjnene var lyse og kloge.
‘Har du brug for hjælp, mand? ‘ spurgte drengen. Erik grinede hånligt. ‘Hvad kan du gøre?
Du er bare en lille stodder. ‘ Drengen trak på skuldrene. ‘Jeg kan prøve. Min far lærte mig at reparere biler, før han døde.
‘ Erik rystede på hovedet. ‘Min bil er en Rolls-Royce. Du kan ikke bare rode i den med en skruetrækker. ‘ Drengen smilede roligt.
‘Lad mig se på den. Du har ikke noget at tabe. ‘ Erik kiggede på den ventende kø, på folk der filmede, på solen der brændte. Til sidst sukkede han og låste dørene op.
‘Bare gør det,’ sagde han. Drengen kravlede ind under bilen. Han rodede rundt i et par minutter, og derefter kom han op igen med et beskidt, men tilfreds smil. ‘Det var et løst kabel.
Nogle gange løsner det sig, når motoren bliver varm. ‘ Han trak lidt i noget, og motoren startede med det samme med et brøl. Erik stod der med åben mund. ‘Hvordan…
hvordan gjorde du det? ‘ spurgte han. ‘Det er bare teknik, mand. Ikke så svært, hvis man ved, hvad man laver,’ svarede drengen.
Erik rakte ned i lommen og trak en stor rullede sedler op. Han talte 7. 000 kroner og rakte dem til drengen. ‘Her, tag det.
Du fortjener det,’ sagde han. Drengen tog pengene uden at tøve, talte dem hurtigt og gemte dem i lommen. ‘Tak, mand. ‘ Erik så på drengen, der stod der med sine 7.
000 kroner, helt rolig og stolt. Han følte en mærkelig varme i brystet. ‘Hvad hedder du? ‘ spurgte Erik.
‘Jeg hedder Elias,’ svarede drengen. Erik smilede. ‘Du er noget særligt, Elias. Jeg har en forretning, hvor vi har brug for folk som dig.
Vil du måske komme forbi og tale med mig i morgen? ‘ Elias trak på skuldrene. ‘Måske. Hvis jeg har tid.
‘ Så traskede han ned ad gaden, pengene i lommen, uden at se sig tilbage. Erik stod ved sin bil og så efter ham, mens køen begyndte at bevæge sig igen. Han vidste, at det ikke var bilen, der havde forandret sig, men ham selv. For første gang i lang tid følte han respekt for en anden person.
Og i sit stille sind besluttede han, at han ville lære den dreng at kende. For måske var den virkelige luksus ikke i bilen, men i at se et menneske, der havde noget at lære ham væk.