“Hvis den kludetøs kan tjene en mand, så gifter jeg mig med en gris,” lød det med en rungende latter fra godsforvalter Reinold. Han anede ikke, at den tikker, han netop havde ydmyget, var den baron, han i årevis havde adlydt i stilhed. Manden med stofposen sænkede ikke blikket af skam, men af beregning. Han havde vandret i tre dage for at nå Bakkevang, sovet på sten, levet af tørt brød og tolv skilling fra hver landsby undervejs.
Alt sammen for ikke at blive genkendt. Alt sammen for at se sig selv uden navnets rustning. Ved hans side stod en ung pige med stram fletning og korslagte hænder. Hun græd ikke.
Hun forsvarede sig ikke. Hun ventede på enden af fornærmelsen, som en der allerede kendte sit eget navn. På gangsiden var fire kandidater opstillet med høje hoveder og afmålte smil. Hver var ankommet i karet, hver medbragte anbefalingsbreve, en lovet medgift og en vogter.
I midten, uden karet og uden brev, stod Camilla, der havde lavet mad til dem alle siden daggry. “Det er en skandale,” sagde frøken Beatri Møller uden at skjule sin foragt. “Min familie har brugt en formue på, at jeg skal stå ved siden af kokkepigen. ”
Godsforvalter Reinold løftede en hånd for at tyste hende, men smilet forlod ikke hans ansigt.
“Ro på, frøken. Det er blot en formalitet. Baronen ønskede, at alle giftefærdige kvinder på hans jorder skulle tælles med, selv de forældreløse. Vi forsørger dem af velgørenhed.
”
Camilla løftede ikke hovedet, men klemte den eneste genstand, hun ejede, i lommen. En lille notesbog med slidt læderomslag, sider fyldt med tæt håndskrift, tegninger i margenen, og et bånd broderet af hendes bedstemor med fire ord: *Det man ser, er ikke det, der er. *
Manden med posen, stadig med blikket mod jorden, hørte de fire ord, som om nogen havde sagt dem højt. Han løftede øjnene.
For første gang i tre dage følte han, at han måske ikke havde vandret forgæves. “Du der,” snappede godsforvalter Reinold mod ham. “Tikker, hvad laver du stadig her? Jeg sagde, du skulle spise i køkkenet og så gå din vej.
”
Manden, som verden senere ville kende som baron Esteband af Dalby, justerede posen over skulderen og svarede uden at hæve stemmen. “Et spørgsmål her. Blot ét. Og så går jeg.
”
Reinold gav en kort latter. “Spørg og forsvind. ”
“Hvilken af disse kvinder giver mad til den sultne mand uden at kende hans navn? ”
“Det er den kvinde, det har værd at gifte sig med.
”
Stilheden var øjeblikkelig. Kandidaterne så på hinanden. En grinede sagte. En anden vendte sig væk med afsky.
Godsforvalter Reinold løftede hagen, klar til at afbryde den uforskammede. “Du er en landevejstikker. Hvad vil du om ægteskab? ”
“Jeg ved, hvad min mor lærte mig: at sulte hjerter hurtigere end anbefalingsbreve.
”
Reinold så på kandidaterne, på deres forældre og vogtere på gangen, og forstod, at han havde et publikum. Han ville gøre tikkeren til dagens skuespil. “Godt, tikker. Lad os lege med.
Jeg siger foran alle, der er her: Du bliver tre dage på godset. Spiser, sover, hviler. Og til sidst, hvis nogen af disse kvinder behandler dig, som du siger, uden at vide, hvem du er, gifter jeg mig med en gris. Og hvis de behandler dig som en mand, som du fortjener, så går du din vej og vender aldrig tilbage til denne jord.
”
Uden at nogen bemærkede det, løftede Camilla for første gang øjnene hele formiddagen. Hun så på manden med posen, og hun så på godsforvalteren, og hun forstod, at dette ikke var en leg. Det var en prøve.
Og hvis pigen knækkede sammen inden for de næste timer, ville tikkerens vædemål ikke have nogen værdi.